Denne layoutmæssigt flotte, men lidt krævende fagbog, kommer i en ny serie. Forfatteren kendes fra 3 titler i serien Perspektiver, nemlig Berlinmuren (98/15), Jødeudryddelserne (97/48) og Hiroshima og Nagasaki (97/39), og bogen har - bortset fra to meningsforstyrrende stavefejl - samme høje kvalitet. Forfatteren sætter sig som mål at orientere og debattere om baggrunden for, hvorfor og hvordan folkedrab kan finde sted. Dette lykkes på udmærket vis med henvisninger til overgreb bl.a. begået i ex-Jugoslavien mod såvel bosniere som serbere, holocaust i Nazi-tyskland, Khmer Rouge i Cambodja samt folkedrabet i Rwanda. Endvidere problematiseres over, hvordan man kan dømme i sådanne sager på neutral vis. Enkelte temaer beskrevet på grøn baggrund over et dobbeltopslag. Der er henvisninger til hændelser fra 1998. Fyldigt stikordsregister samt gode henvisninger til andre bøger om emnet, bl.a. N. Hartmanns Børn starter ingen krig (97/20), der har andre sager nævnt og C. Freemans Folkedrab i Rwanda (98/15), der ser på en enkelt af de nævnte sager. Gode, velvalgte fotos, som udvider indholdet. Den kan anvendes til opgaveskrivning og temaundervisning i samfundsfag fra 9. kl. eller interesselæsning fra 8. kl.