Forfatteren debuterede i 1996 med romanen: Havarialarm, der handlede om konsekvenserne af en nedsmeltning af atomkraftværket Barsebäck. Den nye roman handler også om en katastrofe; denne gang ikke om en fiktiv men derimod en hjerteskærende virkelig begivenhed; nemlig om den svensk-estiske passagerfærge, Estonias forlis i Østersøen i 1994. Bogen er komponeret i to dele. Første del beskriver på realistisk vis selve ulykkesnatten på havet, forliset, de mange omkomne og de få overlevende. Historiens to hovedpersoner, en svensk journalist og en estisk kvinde, redder mirakuløst livet. I beretningens anden del forsøger dette par at finde ud af, hvad der virkelig skete ombord på Estonia den skæbnesvangre nat. Ifølge den internationale og svenske havarikommision, sank færgen på grund af defekt materiel og dårligt sømandskab. Men eksperterne var jo ikke selv med på ulykkesnatten, og det viser sig snart, at der var andre grunde. Bl.a. spiller stjålent atombrændsel en vigtig rolle. En medrivende og velskrevet spændingsroman over gennemsnittet, som (sammenholdt med teorier fra virkelighedens verden) på overbevisende måde sandsynliggør, at det er svært at få klarhed over, hvad der helt præcis skete med det estiske skib.