Jørn Riel meddelte ved udgivelsen af Cirkulæret og andre skrøner i 1995 at det var den sidste samling af fortællinger om fangstmændene på Nordøstgrønland. Men nu foreligger endnu en samling, den tiende, hvilket vil glæde mange læsere. Den beskriver følgerne af cirkulæret om lukning af alle fangststationerne. Fangstmændene ønsker ikke bare at vende tilbage til Danmark og i sædvanlig stil skildres de enkelte skæbner i deres forsøg på at skabe sig en ny tilværelse i Grønland. Det er en fordel at have læst den forgående og andre samlinger for at få det fulde udbytte af historierne, der er af forfatterens vanlige kvalitet.