Fra mine vinduer

"Det er sandt, at man kan flyve", hedder det sidste kapitel i denne lille roman; og det er sandt, at John Nehm i det mindste i romanens bedste, mest fortættede passager ikke bare kan flyve menogså kan få læseren med på sine luftture over land og by på fantasiens vinger. Romanens persongalleri er næsten en sammensætning, man kender i forvejen: den fordrukne forfatter, den småfordrukne,lidt miskendte kunstmaler, den små-fordrukne musiker uden fast engagement og den søde luder, som forfatteren forelsker sig i. Og de døjer med en sur gårdmand og en led husvært i en forfaldenejendom i storbyen, hvor forfatteren, der egentlig er skolelærer fyret på grund af druk, har søgt tilflugt. Men med sig i kufferten har han mordet på sin mor, hvis onde ånd forfølger ham i etincestuøst forhold. Han drikker bravt, fantaserer bravt, så hverken han eller læseren, og det er romanens styrke og her den viser Nehms sproglige- stilistiske kunnen, kan holde styr på drøm ogvirkelighed. Der er drømme,fællesskab, kærlighed og humor i romanen - og sorg, forbitrelse, desperation og håbløshed. Måske et rensende bål, da barndomshjemmet med de sorte minder bliver brændtaf. Man kan kalde romanen social-poetisk, og den viser, at John Nehm stadig har et budskab og ikke er bange for eksperimentet.

Read the full assessment