Denne roman, der kan læses fra 6. kl., omhandler flere temaer, som er relevante for målgruppen. Bl.a. kan nævnes venskab, pubertet, begyndende oprør mod forældre og spirende forelskelse. Dertil kommer lidt "mystik". Bogen er velskrevet og spændende på det indre plan. Sproget er flydende og let at læse, og målgruppen vil have nemt ved at identificere sig med miljø og personer. Claudi er enebarn, genert og går i 7. klasse. Han er flyttet med sine forældre fra Nørrebro til Humlebæk, hvor han har yderst svært ved at falde til. Ydermere er han speciel, da han interesserer sig for fugle. I sin ensomhed opsøges han af naboens dreng Lau, som døde ved en ulykke året før. Han er den eneste, der kan se og tale med Lau. Laus storesøster Bella lider af skyldfølelse over Laus død, og Claudi bliver en slags "forløser", som får Bella videre i livet. Han redder hende, da hun i desperation stikker af hjemmefra. Derved opnår Claudi respekt og anerkendelse, som giver ham mod og lyst til at komme videre. Temaerne er elegant smeltet sammen, så Claudis møder med Lau falder naturligt ind og præger handlingen uden at være de dominerende, også selvom de er af overnaturlig karakter. I slutningen af de fleste kapitler er der de fineste små blyantstegninger af fugle.