Lettere bearbejdet dansk børnebogsklassiker, der kan selvlæses fra ca. 9 år. Serien hedder Læs selv og omfatter indtil videre syv bøger med forfatterens historier.
Frode på 7 år bor i Hjørnehuset sammen med sin familie, den hidsige Hr. Storm og de søde damer Irene TV og frøken Ravn. Han ser meget op til Simme, som kender en masse fiduser. Men snart får Frode andre ting at tænke på. Der er nemlig en løbehjulstyv på spil i opgangen. Sjov og hyggelig historie, der stadig holder. Teksten er uforkortet, og sproget er det originale, og dermed ikke forfattet som decideret letlæsning. Bogen er sat med store typer, korte linjer og rummelig linjeafstand. Lange ord er delt over med en prik. Alle de velkendte illustrationer er med, men er ikke farvelagte, som man kender det fra de seneste originaludgaver. Bogen har et lækkert hardbackomslag. En del af målgruppen har sikkert fået læst historien højt, og de gode læsere har måske allerede selvlæst originaludgaven. Men der vil nok altid være et publikum til Ole Lund Kirkegaards historier - også blandt letlæsningspublikummet.
Bogen har nogenlunde samme niveau som Carlsens stribede og Læs for sjov, der også har udgivet En flodhest i huset, 2008, af samme forfatter.
Lettere bearbejdet dansk børnebogsklassiker. Nogle børn vil nyde gensynet med Frode blandt de lettere bøger. Andre vil måske synes, at det er lidt kedeligt.