Dean Koontz har i tidens løb udgivet gode og mindre gode romaner. Denne roman hører til blandt de gode. I Moonlight Bay i Californien bor Christopher Snow, der på grund af en hudsygdom kun kan færdes ude om natten. Hans far dør af cancer, men på en af sine natlige traveture, overværer han hvorledes hans fars lig bliver byttet om med liget af en landstryger. Hvorfor. I løbet af den lange nat begynder Snow, hjulpet af sin trofaste hund Orson at grave i sagen, og det skulle han aldrig have gjort. På en nedlagt militærbase i nærheden foregår dem nemlig stadig forsøg, forsøg med genmanipulation som er gået helt galt, et gigantisk cover-up er sat i værk, og alle der kommer i vejen er i livsfare. Med hjælp fra vennen Bobby og kæresten Sasha tager Snow kampen op, og vi efterlader de tre og Orson, uden et endelig resultat. Fortsættelse følger. En spændende roman hvor Koontz udnytter de nattelige omgivelser optimalt, hvor sammenholdet mellem de tre venner spiller en afgørende rolle, hvor replikkerne falder mundrette, og på trods af sit dystre emne en roman fyldt med humor, især i samspillet mellem Snow og den trofaste Orson, der måske er mere end den giver sig ud for.