Ruth Søborg Andersen er indehaver af ikke mindre end 872 forskellige moderplanter og driver en fuchsia-planteskole, så hun ved en hel del om den spændende og vanskelige haveplante. Denne viden deler hun gavmildt ud af i bogen her, der i detaljer beskriver alle aspekter af praktisk fuchsiadyrkning fra formering til overvintring. Dyrknings- og pasningsvejledningerne suppleres af beskrivelser af de mange forskellige fuchsia-sorter, hvor den enkelte type både vises på et tydeligt farvefotografi og tilføjes forfatterens personlige beskrivelse og bedømmelse. Der bringes de kedelige men uundværlige lister over de forskellige fuchsiaer opdelt efter fx nemhed, former, farver og størrelse, og der sluttes flot af med alle nødvendige oplysninger for fuchsiadyrkeren om adresser, besøgshaver, litteratur og hjemmesider. Det er altså en både flot og gennemarbejdet havebog om en smukt blomstrende plante, der ikke findes megen dansk litteratur om i forvejen. Den fungerer som en fremragende introduktion til fuchsiadyrkning for både begynderen og den øvede, og der vil være læsere til bogen overalt, hvor der eksperimenteres med nye spændende haveplanter og krukkevækster.