Fuglenat : digte

Juliane Preisler fortsætter her ad det lyriske spor, hun lagde ud i digtsamlingen Hun, 1990. Det lyriske jeg oplever i det tidlige forår adskillelsen fra den elskede, der »lukker dørene«imellem dem. Begge rakte vildt og ømhedshungrende efter liv og opfyldelse, men forbi hinanden. Gennem resten af foråret og de tre følgende årstider, som er de afsnit samlingen falder i, følger videt kvindelige jegs følelsesudsving fra den gennemgående uro, længsel og angst til den ene sides selvbebrejdelse over ikke at have turdet turde og »byrder af ikke nået - ikke opnået - liv« og tilden anden sides skindøde affinden sig, der snart afløses af en stille »glæde ved at være kommet igennem, være til endnu« og derigennem kunne løfte sig selv og andre. Et håb, som imidlertid hastigtbortfryses af erkendelsen af at være en isdronning, som intet har at give til andre end denne ene; indtil det ny forårs første lys ved et måske sidste pendulsving i det afsluttende digt efterladerjeg'et som en »hyacint...rækkende ud af sig selv«. Er det bare den gamle historie om kødets og andre lyster over for sjælens ubodelige ensomhed, så er den her fortalt så opdateret og ægte, såvirtuost i synsvinkelteknikken og så lyrisk associationsskabende, at den er en stor læseoplevelse.

Read the full assessment