Da Thilde Clausen får job hos krimiforfatteren William Larsen, bliver hun ufrivilligt viklet ind i afsløringen af en række voldsomme løgne. Gamle løgne, der ikke var tiltænkt at skulle se dagens lys nogensinde. For læsere, der holder af krimier med fokus på familiedramaer.
Thilde Clausen er begejstret, da hun får arbejde som researcher hos sit litterære forbillede krimiforfatteren William Larsen. Men der går ikke længe, før Thilde får en mærkelig fornemmelse omkring forfatteren, og da der bliver begået et mord på en lokal rigmandsfrue, reagerer William Larsen mærkeligt. Sammen med sin kærestes storebror, som har hang til konspirationsteorier, begynder Thilde at grave gamle hemmeligheder frem, og snart er Thildes eget liv i fare. I bogens start dør en dreng i en bunker, resten af bogens handling foregår i nutiden. Bogen er 1. del af krimiserien "Åbne sår".
En udmærket og underholdende krimi, som foregår i kendte danske rammer. Den unge, energiske hovedpersons privatliv vikles ind i efterforskningen af et voldsomt mord, og således placeres hun i begivenhedernes centrum. Sproget er lettilgængeligt, og handlingen er ukompliceret. Personhistorierne fylder mest og er på mange måder bogens omdrejningspunkt.
Kan sammenlignes med andre danske krimier som fx Lotte og Søren Hammers serie om Konrad Simonsen, hvor 1. del har titlen Svinehunde.