Garfield for 17. gang i albumform og uden store udsving i universetet. Det drejer sig stadig meget om mad (lasagne er dog efterhånden overgået af shaghetti og tun). Hunden Futte er stadigenfoldigheden selv, samme åndrige udtryk, og Harald, den naive katteog hundeejer, er stadig lige let at løbe om hjørner med. Garfield har det simpelthen for let, og det er nok årsagen til at hanefterhånden forfalder mere og mere til sløvhed foran tossekassen, (i dansk oversættelse specielt TV 2). Garfield blev i sin tid markedsført som et uundværligt underholdningsprodukt. Hvor andretegneserier først skal vise deres duelighed og markedsværdi før biprodukterne skabes, blev Garfield markedsført sideløbende med plakater, tøjdyr, tegnefilm o. lign., alt tilrettelagt efter en nøjeplanlagt markedsanalyse. Og Garfield blev en institution inden for mediet, og det er egentligt godt klaret, når man ser, hvor indsnævret og ligegyldigt universet er, især hvis man sammenligner medto andre dyreuniverser,nemlig Nusers og Fæhundens. Tegneserie for alle eller ingen alt efter lyst og interesse.