Et nuanceret portræt af Lionel Messi, der undersøger, hvordan en genert dreng fra Argentina blev en af fodboldhistoriens største skikkelser. For alle med interesse for international fodbold.
Journalist og fodboldkommentator Morten Glinvad følger sporene efter Lionel Messis liv og karriere fra barndommen i Argentina til rollen som globalt sportsikon. Med udgangspunkt i egne oplevelser og interviews med mennesker, der har fulgt Messi tæt, beskrives både de personlige og de sportslige udfordringer, der har præget hans vej mod toppen. Et centralt tema er forholdet mellem Messi og Argentina, hvor sammenligningerne med Diego Maradona i mange år skabte et betydeligt forventningspres. Bogen skildrer også den intense fankultur i Argentina, Messis storhedstid i FC Barcelona og den lange vej frem mod triumfen ved VM i Qatar 2022. Samtidig sættes Messis karriere ind i en bredere fortælling om en moderne fodboldverden, hvor markedsføring, globalisering og kommercielle interesser spiller en stadig større rolle.
Morten Glinvad trækker på sin mangeårige erfaring som fodboldjournalist og formidler både Messis sportslige bedrifter og de menneskelige omkostninger ved at leve op til rollen som nationalt og globalt ikon. Et velresearchet portræt af en spiller, hvis karriere har været med til at definere en hel epoke i international fodbold.
Om Messi findes også denne ældre .