Geparder og Jaguar er to nye bøger i serierne Lette Flachsbøger og Vilde dyr. Ligesom de øvrige udgivelser i serierne er disse to udgivelser skrevet i en meget letlæselig tekst med stor sats. På alle sider er der et stort farvefoto samt 3-5 linier tekst. Bøgerne er opbygget som fagbøger med indholdsfortegnelse, ordliste og stikordsregister, og er velegnede for de 8-10-årige til emnelæsning i faget natur/teknik eller ved arbejde med faglitteratur. Indholdsmæssigt er begge bøger opbygget efter samme model med en beskrivelse af dyrenes biologiske slægtninge, geografiske levesteder, jagt, føde, formering samt opvækst. Informationsniveauet er lavt og ofte upræcist, og bøgerne bør derfor kombineres med supplerende litteratur. Bøgerne er meget indbydende, og kombineret med anden litteratur, giver de gode muligheder for at differentiere arbejdet med faglitteratur.