Hyggeligt og sjovt adventurespil med de 4 dinoer fra tv-serien "Gigantosaurus". For 6-12 år.
"Gigantosaurus" er en tegnefilm-serie i 26 afsnit, som er produceret af Disney (2019). Nu er der så kommet et adventurespil for børn, hvor man kan være én af de 4 dinoer, Rocky, Bill, Tiny og Mazu, med hver deres unikke evne. Man skal redde dinosaurerne fra at blive udryddet ved at samle æg og andre bonusgenstande. Der er også et racerspil, hvor dinoerne kører om kap i sjove biler. Kan spilles af 1-4 spillere.
Spil baseret på tv-serier er sjældent særlig vellykkede, men dette spil er faktisk udmærket. Det er hyggeligt at gå rundt i dinoernes verden og samle ting sammen, og rundt på banerne ligger genstande, man kan interagere med, fx blade til at svæve med eller kanoer til at ro i. Spillet er hyggelig, lettilgængelig og uforpligtende underholdning for de yngste spillere, men det bliver dog en smule ensformigt efter et par timers spil. Den fortalte historie og de skrevne instruktioner er på engelsk, men spillet er intuitivt nok til at kunne spilles, selvom man ikke forstår engelsk. Grafikken er meget kulørt, og figurerne er nuttede. Spillet vil med sit farvestrålende cover helt sikkert appellere til målgruppen, og det er et udmærket spil for nybegyndere. Kender man tv-serien, vil man nyde at tilbringe noget tid sammen med de nuttede dinoer. Det er sjovest at spille sammen med andre. PEGI: 3.
Spillet minder meget om Ice age - Scrat's nutty adventure (Playstation 4).