Gigaton

"Meget er sket i verden på de syv år, der gået, siden Pearl Jams udmærkede 'Lightning Bolt' udkom. En svensk skoleelev har sat klodens klimakrise på dagsordenen, og en usympatisk stodder sidder på magten i Det Hvide Hus. Begge dele fylder naturligvis i universet hos et politisk bevidst band som Pearl Jam. Lige fra den smeltede gletsjer, der pryder pladens artwork, til Donald Trump, der bliver nævnt ved navn i 'Quick Escape' og kaldt for "Sitting bullshit" i den fængende nok 'Seven O'Clock'. Sådan er Pearl Jam altid gået i den humanistiske rocks fodspor og har løftet faklen videre fra Dylan, Young og Springsteen. Det er svært ikke at have sympati for. Men det svært at lytte til, når musikken sjældent bevæger sig ud over et niveau, som Pearl Jam har serveret langt bedre før igennem tre årtier".

Read review

"Polarisen smelter, og alvoren matcher den ætsende intensitet i sangene på Gigaton. Klodens sørgelige forfatning har været det brændstof (...) der har drevet det garvede Pearl Jam til at begå deres bedste og mest sammenhængende udspil siden No Code ... Vedders vokal er stadig på toppen (...) på et mere end bundsolidt album fra rockens evige good guys".

Read review

"'Gigaton' er et vedkommende og overraskende vitalt udspil: Albummets første fire sange udgør den mest koncentrerede dosis uforfalsket Pearl Jam-magi i det 21. århundrede ... Eddie Vedders lyrik har altid vekslet mellem gode (om end fragmentariske) observationer på den ene side og naturreligiøse sonderinger og klodsede ordsammensætninger på den anden. Begge dele lever i bedste velgående på 'Gigaton', men det gør en stor positiv forskel, at man kan mærke, at frontmanden har meget på hjerte og nærmest snapper efter vejret for at få afleveret alle de ord, han har fyldt dette dusin mestendels opvakte sange til randen med".

Read review

"Rummet er tåget af guitarer, og Eddie Vedder er den sortseende grunge-lærer, som denne gang opdaterer grunge-menigheden om Trump, klimakrisen og apokalypser. Ikke stor filosofi ... Desværre mærker man også, at albummet er stykket sammen af sange optaget på sessions gennem årene. Trods fine indslag som "Retrograde" er Pearl Jam mere pulterkammer end ny rå energi".

Read review

"Gigaton' fungerer (...) klart bedst i første halvdel, hvor energien sprudler ivrigt. Som på den overraskende Talking Heads-agtige single 'Dance of the Clairvoyants', hvor Pearl Jam lyder som nogen, der har fået installeret nye kuglelejer i hofterne. Det er - må jeg lige understrege - en stor ros, også selv om der helt sikkert er nogle gamle fans, der vil slå korsets tegn ... Flere af numrene, navnlig på pladens anden halvdel, lider dog under en manglende evne til at kunne stoppe sig selv i tide. Det rammer især 'Gigaton's mere højstemte numre som den seriøst endeløse 'Seven O'Clock', hvor Eddie Vedder pludselig lyder som Bruce Springsteen. Det er egentlig okay - ligesom det også er svært at være rigtig vred på en tekstbid, der kalder Donald Trump for »Sitting Bullshit«. Sangen er bare så lang, at man kan tage en lur undervejs og stadig få slutningen med".

"Det er et album, som længe inden udgivelsen er blevet heftigt diskuteret blandt fans. For hvor vovede grungebandet dog at udgive en singleforløber som "Dance Of The Clairvoyants", der bygger på poppede beats og dermed afviger fra Pearls Jams traditionelle rocklyd? Men sandheden er, at Pearl Jam i den grad havde brug for at tænke nyt ... Nu er hele pladen landet, og "Dance Of The Clairvoyants" fremstår desværre som et enligt eksperiment på endnu et ujævnt album, hvor langt de fleste numre bygger på den velkendte formel".