Glas : digte

Tematisk griber H. N.'s nye digtbog tilbage til Opbrud og ankomster fra 1974. Tydeligst i det første af fire afsnit, Havet: det ægæiske, drømmebefordrende, en opbruddets magnet, men også mobile for nye ankomster, nyt tab, som knuser drømmene og ophøjer dem til uslukkelige længsler. Mod bogens slutning bliver det et spørgsmål om at sætte ind med fantasiens samlede kraft. At indtage Byzantium som et karakteristisk digt hedder: »Undertiden, og langt borte fra, må du indtage Byzantium. / For at drive det byzantinske blod ud af dine årer / for at befri dig selv fra dine byzantinske lemmer«. I sandhed en opgave for drømmere og fantaster med overtryk i kroppen. Igennem bogen bruges den hvide farve i synsindtryk som transformeres til udsagn for det sprængte jeg's tilstand, dets følelse af at være fordrevet fra sig selv og samtidig være på stadig rejse efter identitet. Det er nok en klassisk verdens inventarium der skrives henover, og smukke billeder ligger da også i lag og forskyder sigind i hinanden hele digte igennem, men alt er på modernitetens betingelser. - Nordbrandt bliver aldrig en digter for folket. Men han bliver.

Read the full assessment