Et selvstændigt, indledende bind i serien om Jon Bæksgård. Her er en roman til de læsere, der tør kaste sig ud i intellektuelle, debatterende og kringlede romaner. Stig Dalager er bl.a. kendt fra historien om H.C. Andersen: Rejse i blåt, der kom i 2004 og To dage i juli, 2002 om Stauffenbergs attentat på Hitler under 2. verdenskrig. Hertil en bred produktion af både skuespil, artikler og romaner.
Romanen følger Jon fra 1975-1985 fra ungdommen til de første skridt af voksenlivet. Han drives af udlængsel og behov for, at der skal ske noget. Han drager til Østtyskland, nærmere bestemt Leipzig i DDR-tiden og oplever socialisme på nærmeste hold, inden han foreløbigt ender som ung advokat i metropolen New York. Sideløbende med Jons oplevelser fortælles om hans drømme, som tager ham og dermed læseren langt ud over de to årtiers virkelighed. På forsiden ses muren mellem de to tysklande; overmalet med graffiti og med en ensom skikkelse, der vender væk fra tilskueren.
I 1986 kom introduktionsromanen Jon : når mørket smiler, i 1992 kom 2. del Glemsel og erindring. I 1995 kom bøgerne i samlet udgave: Glemsel og erindring. Nu kommer Glemsel og erindring, den oprindelige 2. del i hardback og med en forside, der matcher de to efterfølgende bind i serien: Skyggeland, 2007 og Labyrinten, 2005.
Selvstændigt bind i serien om Jon. En episk, kalejdoskopisk, myldrende fortælling om udlængsel, samfundet, personlig udvikling og identitet.