Lys og livsbekræftende skildring af en række forskellige kvinder, der alle har det tilfælles, at de er lesbiske. Med sin sobre og brede tilgang til emnet vil filmen passe fint ind i bibliotekernes filmsamlinger, ligesom den vil kunne benyttes i undervisningssammenhæng (folkeskolens ældste klasser, de gymnasiale uddannelser og lignende).
Filmen kommer godt og nuanceret rundt om mange forskellige aspekter af dét at være lesbisk i Danmark. Ved at interviewe en lang række kvinder i forskellige aldre og miljøer tegnes et billede af lesbiskes liv og vilkår gennem de sidste 50 år. Især er vægten lagt på nutiden og på Femø-lejrens store betydning i midten af 70'erne. En række aspekter af den lesbiske kærlighed belyses, fx konflikten med traditionelle samfundsnormer, rollemønstre i parforholdet, religion, ægteskab, sæddonorproblematikken, børn i lesbiske familier, fast partner contra singleliv, seksuel frigjorthed, kvindefrigørelse, kønsroller mv.
Bibliotekerne har ingen nyere danske dokumentarfilm om emnet. Filmen er lavet af Minna Grooss og Iben Haahr Andersen. Iben Haahr Andersen har bl.a. gjort sig bemærket som medinstruktør på Robert-prisvinderen: Lyd på liv. Minna Grooss har bl.a. udgivet interviewbogen Divaer med morgenhår : øjebliksbilleder af 10 kvinder.
Udmærket dokumentarfilm, der giver et fint indblik i lesbisk kærligheds mangfoldige veje. Det er en film, som kan være med til at nedbryde fordomme og intolerance.