Bogens tema er venskabets vanskelige vilkår i samfundet, som skyldes opdelingen i lønarbejde-fritid, serialiteten, der gør mennesket anonymt, institutionaliseringen og den manglende respektfor børnenes specielle personlighed. Udgangspunktet er livet i daginstitutionerne, der gives mange eksempler på såmtaler med børn og pædagoger om venskabsforhold og hvordan konflikter løses. Hergøres op med nogle myter i forholdet til børn, bl.a. den, at voksne skal kunne lide alle børn lige godt. Forfatterens opfattelse er, at venskabet skal ses som en proces, der kræver handling, børnsvenskab trives bedst uden de voksnes indblanding, og de voksnes magt må nedbrydes gennem børnenes selvorganisering. Marianne Larsens digte supplerer teksten, der er illustreret med børnetegningerog fotos, især fra 30erne. Bogen afsluttes med et kapitel om de voksnes forhold til hinanden, pædagoger imellem og forholdet mellem pædagoger og forældre, hvor en ny definition af institutionensliv lanceres. Bogen giversom helhed en bredside til stiv og fastlåst pædagogik i daginstitutionerne, den er levende og engageret skrevet, og den kan derfor læses af og give mange ideer til bådepædagoger og forældre.