Den rødstribede killing Poppy er de 1-1½-åriges identifikationsfigur i disse fire bøger for de allermindste. Hendes univers ligner deres, når hun gynger, rutcher og danser i Legetid. Når hun får læst godnathistorie og kigger på stjernerne i Godnat, har fart på i legetøjsbil, på løbehjul og på kæphest i Wruum, wruum, og når hun spiser syltetøj og spagetti i Nam, nam. Teksten er ganske kort, illustrationerne enkle og lette at overskue. De er udført i gouacheteknik og holdt i klare farver med sort kontur. Og så det allerbedste. Bøgerne er på alle sider forsynet med en "rør-og-føl-effekt", der appellerer til endnu en sans udover syn og hørelse. Der er glatte og ru flader, satin, fleece og pels, tråde og holografi og i Nam, nam en effekt, der gør denne titel mindre biblioteksegnet, nogle meget klistrede og klistrende kattepoter, efter Poppy har spist chokolade. Der er noget fascinerende ved at mærke alle disse forskellige strukturer, og selv om de i biblioteksregi nok hurtigt bliver noget nussede, vil ungerne elske dem så længe de varer.