En engelsk jetset-roman der foregår blandt de stenrige og smukke. Glamourforsiden sælger sig selv til et absolut kvindeligt publikum.
Manden i midten er den stenrige milliardær Adam, der med sin ankomst til London vækker furore med sin sexede charme, sine penge og ikke mindst sin ungkarlestatus. Omkring ham flokkes især fire golddiggers: den smukke forretningskvinde Karin, den forhenværende supermodel Molly, hendes gudesmukke datter Summer og så er der pigen fra landet Erin, der bliver hans privatsekretær. Historien handler om hvem der får ham i garnet og hvem der bruger flest ufine og kyniske tricks for at nå toppen og score det ultimative: en milliardær. De er kyniske, beregnende, smukke, rige - og lever et både farligt og benhårdt liv for at holde sig på toppen. Forfatteren har beskæftiget sig med glamourstof, mode og stil for diverse magasiner.
Forfatteren har tidligere fået udgivet Fire søstre, der også foregår indenfor miljøet. Fans af Kinsella, Bushnell og Weisberger vil også finde behag i Perrys bøger, der dog er uden forsonende ironi og humor.
Bestsellende jetsetroman, som forfører med beskrivelsen af den både frastødende og tillokkende mode- og glamverden, hvor personerne omgiver sig med uhørt luksus og banevis af kokain, men også kæmper en hård kamp for at ikke at blive forstødt fra tronen. Der er ikke tale om litteratur, men om godt håndværk, og selvfølgelig har bibliotekerne læsere til denne insiderberetning fra den glitrende ugebladsverden.