Myter fra hele verden er en ny serie i seks bind, som genfortæller myter fra seks forskellige dele af verden, dog ikke fra de nordiske lande. Denne bog fortæller om den græske mytologi og genfortæller nogle af de mange kendte græske myter. Bogen kan læseteknisk og forståelsesmæssigt læses af børn fra ca. 10 år, men den er svært tilgængelig, hvis læseren ikke har et forhåndskendskab til selve myterne. Bogen fungerer derfor bedst i undervisningssammenhænge, hvor der på forhånd er arbejdet med den græske mytologis univers og persongalleri, og hvor læseren lige skal have en hurtig repetition af det hele.
Bogen indledes med en kort introduktion til oldtidens Grækenland. Derefter genfortælles 14 udvalgte myter, bl.a. myterne om Achilleus' hæl, den trojanske hest, Pandoras æske, verdens begyndelse og Paris' dom. Afslutningsvis er der en præsentation af myternes persongalleri, en ordliste, en litteraturliste og et stikordsregister.
Der findes rigtig meget litteratur for børn om den græske mytologi. En af de lettere tilgængelige er Gudesjov, 2006.
Illustreret genfortælling af nogle af de klassiske græske myter. Bogen bør ikke stå alene.