Games / computergames

Grand theft auto - San Andreas


Description


Actionspil. Carl Johnson kommer tilbage til sin barndoms by Los Santos og skal hævne drabet på sin mor. Hjælp ham med at samle familien og løs de mange missioner og forbedr dine evner. Hop op på BMX'en eller stjæl en bil og oplev byens puls i gaderne.

More like this


Reviews (8)


The libraries' assessment

d. 22. Jan. 2016

By

By

Jacob Kobbernagel

d. 22. Jan. 2016

Du agerer Carl Johnson, en halvkriminel type som huserer i byen Los Santos. Der er frit spillerum og masser at missioner at udføre, men hvis man bare vil stjæle biler og uddele tæsk til tilfældige, er det helt fint. Interessant for nostalgikere og fans af GTA serien. Fra 15 år.

Spillet udkom oprindeligt til PS2 i 2004. Det fås nu til alle platforme. Carl Johnson er vendt tilbage til sin by, da hans mor er blevet dræbt. Han prøver at samle familien, men den historie behøver man ikke nødvendigvis at følge. Man kan gøre lige det, man har lyst til: gå på Casino, spise burger, få lavet en tatovering osv. Man kan bruge transportmidler som BMX cykel, bil, fly. Herudover kan man gennemføre missioner som fx at køre tilskadekomne på hospitalet i ambulance. Gennem spillet kan man forbedre sine evner: øge muskelmassen, forbedre skydeevner osv.

Spillet er stadig genialt. Det er en god fornemmelse med den kæmpestore frihedsgrad og de mange muligheder man har. Dog er grafikken forældet og hakkende, men det betyder ikke så meget, da det gode gameplay holder ens fokus. PEGI 18 og helt berettiget ikoner for vold og grimt sprog. Det kan anbefales fra 15 år og opefter.

Denne spilserie er i sin helt egen liga. De to nyeste titler er Grand theft auto IVGrand theft auto V - five (Playstation 3) og Grand theft auto V - five (Playstation 3) som udkom i henholdsvis 2008 og 2013Denne spilserie er i sin helt egen liga. De to nyeste titler er Grand theft auto IV (Playstation 3) og (Playstation 3) som udkom i henholdsvis 2008 og 2013.


The libraries' assessment

d. 15. Nov. 2005

By

By

Knud-Henrik Bentzen

d. 15. Nov. 2005

Xbox. Så er vi nået til tredje kapitel af "verdens bedste spilserie". Som sædvanligt går der en rum tid efter lanceringen på ps2 før vi ser GTA spil på xbox, men nu ligger det endelig klar. Vi befinder os i en temmelig barsk og kriminel udgave af en amerikansk stat, tydeligvis modelleret over Californien. Som CJ ankommer man efter et fængselsophold til sin afdøde fars hus midt i ghettoen, og hele spillet går ud på at blive det kriminelle overhoved i hele staten. Spillet minder i struktur om sine forgængere (Vice City m.fl.) men denne gang befinder vi os i starten af halvfemserne med alt hvad det indebærer af hustlerstemning, new jack swing og klassisk hip-hop i radioen og ikke mindst store skydevåben. Tidsbilledet er naturligvis karikeret, men enestående! Som CJ kan man frit bevæge sig rundt i hele staten og løse missioner i vilkårlig rækkefølge. Nyt er også at man i bedste rollespilsstil kan ændre på CJ's ydre ved at skifte tøj, lave styrketræning eller simpelt hen spise for mange pizzaer. Som altid spiller de forskellige køretøjer en stor rolle, men nu kan man også spille på heste, få kærester, starte meningsløse bandekrige, gå på diskotek og meget mere. Volden er i højsædet i spillet, men det bliver aldrig ubehageligt. Jeg har været ejer af ps2-udgaven i over et år, og er langtfra færdig endnu! Xbox-udgaven er stort set identisk med ps2 spillet og sætter stadig ingen nye standarder mht. grafik. Det laver dog ikke om på at spillet, også til xbox, er et unikum af et spil som endnu en gang bryder med normerne for, hvad der kan lade sig gøre i computerspilsregi. Køb rigeligt ind mens muligheden er der, men forvent reseveringskøer der vil gøre selv Dan Brown misundelig! Fra 15 år. Sprog: engelsk. PEGI: 18+.


The libraries' assessment

d. 15. Nov. 2005

By

By

Jacob Kobbernagel

d. 15. Nov. 2005

Playstation 2. Tredje skud på stammen i en af de mest omdiskuterede og roste spilserier. Spillet indledes med en filmisk intro, og herefter ser vi afroamerikaneren Carl Johnson, som efter 5 års fravær vender tilbage til Los Santos, hvor han skal ordne familieproblemer og genvinde respekten sammen med den gamle bande. Med knap 100 missioner og en hel (fiktiv) stat at bevæge sig rundt i, er det et enormt spil, der både har inkorporeret Sims elementer og træk fra rollespil. Der er tale om storbysimulation, hvor man kan udvikle og forbedre forskellige egenskaber, fx har det betydning, hvilken mad man spiser, og hvor meget fitness man dyrker. Hvis man er stor og tung, er det sværere at stikke af fra politiet, og det modsatte gør sig gældende, hvis man holder formen. Ligeledes bliver man bedre til at bruge skydevåbnene og køre køretøjerne, jo mere man bruger dem. Det fascinerer mig, at man har så mange muligheder, og denne høje frihedsgrad betyder også, at man i stedet kan udforske det enorme område, hvis man når til en svær mission, der ikke lige er til at knække. Der er kommet flere nye biler siden forgængeren Grand theft auto - Vice City, og det er helt nyt at man kan køre på BMX-cykel. Grafikken er flot og stemningsskabende og de brunlige nuancer passer godt til storbygangster- og bandemiljøet. Kortet man navigerer efter er desværre lidt gnidret, og det samme gælder teksterne, der kan være lidt svære at læse. Musikken er hiphop og rock fra 90'erne og passer fint til gademiljøet. Der kan ikke benyttes two-player fra begyndelsen, men der opstår episoder i spillet hvor det er muligt. På trods af en PEGI: 18+ samt vold, politisk ukorrekthed og mange skældsord, kan jeg give spillet mine bedste anbefalinger. Til unge og voksne fra 14 år. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

d. 15. Nov. 2005

By

By

Martin Mørup

d. 15. Nov. 2005

Dvd-rom. Grand theft auto - San Andreas har sit udgangspunkt i år 1992, hvor forgængeren Grand theft auto - Vice City, der tog udgangspunkt i firserne, blot er et fjernt minde. Blodige mafiaopgør på USA's østkyst er udskiftet med nådesløse bandekrige på vestkysten, til tonerne fra rå gangstarap.I spillet er det vigtigt at have den rette attitude, gå i det rigtige tøj, have bandens tatoveringer og frisurer, for at få den rette sex appeal. Hvis man opfylder disse krav bliver man belønnet ved at kunne løbe i længere tid og slå bedre på tæven. Opbygningen i spillet følger de andre spil i serien, hvor man frit kan bevæge sig rundt i byen San Andreas, og gennemføre et antal missioner for at få adgang til den næste by. Byerne består af kuperet terræn og detaljerede områder. Man kommer rundt i San Andreas på diverse køretøjer. Man kan sågar sætte sig bag rattet på en traktor, hvis man er kommet lidt for langt ud på landet. Fly og helikoptere er heller ikke glemt i spillet. Gameplay'et i spillet foregår ofte i et højt tempo, hvad enten man kører væk fra politiet i stjålne biler eller udfører missioner for sin bande. Styringen i spillet fungerer upåklageligt og lystrer ens mindste vink. Musikken lyder ud af radioerne fra diverse køretøjer, primært hip-hop, men man kan også tune sig ind på andre radiostationer. Grand theft auto - San Andreas er ikke just et politisk korrekt spil, men det er svært populært blandt unge og man forstår hvorfor, efter et par timers spil. For det oser af amerikansk vestkyststemning, samtidig med at man kan spille San Andreas på vidt forskellige måder. Er bibliotekets GTA-titler slidt op, er San Andreas svær at styre uden om. Fra 16 år og op. Sprog: engelsk.


Game reactor

Nr. 55 (2004)

By

By

Thomas Tanggaard

Nr. 55 (2004)


Politiken

d. 13. Aug. 2005

By

By

dorff

d. 13. Aug. 2005


Politiken

d. 6. Nov. 2004

By

By

Thomas Vigild

d. 6. Nov. 2004


Berlingske tidende

d. 29. Jan. 2005

By

By

Erik Bork

d. 29. Jan. 2005