Kogebog for vegetarer eller til dem, som ønsker ny inspiration til grønne retter, som ofte er veganske og glutenfri.
Danske Luise Vindahl og svenske David Frenkiel vil være kendt af mange for deres blog, Green Kitchen Stories. I bogen Green kitchen stories fortæller de grundigt om deres kostfilosofi, så det er kun grundtrækkene, der forklares i den nye bog. Maden skal være sund, naturlig og grøn, og den tager udgangspunkt i grønsager, sunde fedtstoffer, naturlige sødemidler, fuldkorn, bælgfrugter, nødder og frugt. Familien har i 4 år rejst verden rundt med deres lille barn, og alle stederne er de blevet inspireret til nye retter. Opskrifterne er inddelt i grupper som fx morgenmad, salater og småretter, supper og retter til aften. Bogen er fyldt med fotos dels fra de forskellige lande, de har besøgt, og af retterne. Desuden et afsnit om at rejse med små børn.
Jeg synes bogen er indbydende og lækker, opskrifterne er tilrettet, så ingredienserne er til at få i Danmark i velassorterede supermarkeder, dog er der enkelte råvarer, der kræver et besøg hos den asiatiske købmand eller lignende. Nogle af retterne er lynhurtige at lave, så de passer til en stresset torsdag aften, mens andre er mere avancerede. Ved hver ret er det nævnt om den er glutenfri og/eller vegansk.
Bøger med vegetarretter kommer der rigtig mange af, og i En verden i grønt er der retter fra mange forskellige verdensdele.