Andet bind i serien om Christopher Snow som vi mødte første gang i Frygt intet, (98/48). I den lille by Moonligt Bay i Californien er alt tilsyneladende vendt tilbage til det normale efter afsløringen af hemmelighederne på den nedlagte militærbase. Men da Christopher, der lider af en sjælden hudsygdom der bevirker at han kun kan færdes ude om natten, træffer sin gamle veninde Lilly og får at vide at hendes søn er blevet kidnappet fører sporene igen til basen, og med sin trofaste hund Orson begynder Christopher en eftersøgning, der snart bringer nye rystende afsløringer for dagen. Med hjælp af vennerne Sasha og Bobby og den muterede kat Mungojerrie bevæger Christopher sig ind i basen, hvor totalt vanvittige videnskabsmænd har skabt genmanipulerede dyr der er kommet ud af kontrol, og hvor den gale massemorder viser sig at have en hånd med i spillet. Vores venner klarer ærterne, men slaget er endnu ikke vundet, flere bind er i vente. En roman hvor Koontz leger med parallelverdner, mystiske skabninger, hårrejsende begivenheder, alt fortalt med djærv humor og med en intens uhygge, der på trods af de overnaturlige ingredienser, fanger og underholder.