Grum, troværdig og desværre meget realistisk historie om og for unge af begge køn i 14-17-års alderen. Omslaget udsender tidssvarende signaler og bagsideteksten formidler indholdet godt.
Med vanlig tæft for den gode, realistiske historie, der gradvist folder sig ud og bliver til den store, nervepirrende katastrofe, fortæller forfatteren her, eller rettere lader en gruppe unge selv fortælle om den weekend, hvor forældrene er væk og alt går op i druk, stoffer og fejlplaceret sex, der ikke kun rammer dem på kort sigt men virkeligt sætter sig forfærdelige spor i resten af deres liv. Der er ingen løftede pegefingre fra en voksen fortæller, bare unge der dummer sig så kraftigt, at det må være en advarsel til alle i samme situation. Miljøet er endnu en gang middelklassens unge fra Nordsjælland (Birkerød), og det er spændende og gribende læsning.
Der er udkommet mange danske ungdomsromaner de seneste år med fokus på festlivet med druk, narko og sex de fleste af dem skrevet af unge forfattere, men Zimakoff har en evne til at gøre problemerne mere brede og almene og stadigvæk holde spændingen oppe.
En velskrevet, nutidig roman om et aktuelt emne. Der overdramatiseres ikke, men den er skræmmende realistisk og fortjener et bredt publikum.