Illustreret eventyrsamling af både kendte og mindre kendte fra Grimms samlinger. Til oplæsning fra 6 år og selvlæsning for de gode læsere fra 10 år.
Denne titel indeholder 15 genfortalte eventyr fra Brd. Grimms samlinger med små illustrationer i akvarel. Både helsides og som små vignetter fordelt på alle sider af bogen. Illustrationerne er aldeles ufarlige og noget romantiske. Her er de klassiske: Snehvide, Rødhætte, Rapunzel, Snehvid og Rosenrød, Tornerose osv. Men så er der også mindre kendte: Gærdesmutten og bjørnen, Kong Drosselskæg, Skomageren og nisserne eksempelvis. Det som gør denne samling anvendelig er, at alle eventyr er genfortalt i et udmærket præcist og enkelt mere moderne sprog, og at eventyrene er gjort kortere, uden at det går ud over historien. Det fungerer fint, når der skal læses en hurtig godnathistorie eller et eventyr til frokostpausen i indskolingen. Er god til de større børn, som gerne vil læse eventyr selv. Begge forfattere er kendt fra flere fag- og billedbøger også oversat til dansk, mens illustratoren er italiensk og ikke før set på dansk. Indbydende forside med små udpluk fra flere af eventyrene. Selve omslaget er blødt.
Det er noget siden, at der kommet en ny udgave af de klassiske eventyr. Denne udmærker sig ved, at redigeringen og genfortællingen af eventyrene gør dem egnede til en hurtig historie, uden at essensen går tabt. Det er det, der er folkeeventyrets force.
God til oplæsning. God til selvlæsning for de større børn, der elsker eventyr.