Redskabsbog for lærere, pædagoger og andre faggrupper, som arbejder med børn og unges sprogbrug. Bogen er let at læse, praksisnær og indeholder mange gode aktiviteter og værktøjer til at arbejde med sproget på skolens mellemtrin og i udskolingen.
Med udgangspunkt i analyseredskabet "sprogsneglen" giver denne bog sin læser rigtig mange ideer til positivt arbejde med børn og unges sprog. Bogen indledes med en kort introduktion til emnet, hvorefter selve elevdelen og aktiviteterne introduceres kort. Herefter kommer bogens hoveddel, som består af forskellige cases og elevøvelser, som kan hjælpe eleverne med at blive bevidste om deres sprogbrug samt øge trivslen i klassen og på skolen.
Bogen kan suppleres med titler som Fra konflikt til dialog i skolen : overvejelser og værktøjer, 2006 og AKT-håndbogen : intervention, organisation og udvikling, 2009.
Bogen er en værktøjskasse fyldt med gode aktiviteter og værktøjer for pædagoger og lærere til arbejde med børn og unges sprogbrug. Bogen er skrevet i et letlæst og positivt sprog, og aktiviteterne er nemme at gå til. Denne bog vil blive flittigt udlånt på skolebiblioteker landet over.