Books / fiction for children

Grumses café


Description


Billedbog. Heksen Grumse og lille Grete keder sig. De åbner en café, men de kan ikke lade være med at trylle lidt. Det er gæsterne ikke helt tilfredse med.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 10. Nov. 1998

By

By

Bente Nielsen

d. 10. Nov. 1998

Endnu engang har Pija Lindenbaum begået en forunderlig billedbog. Den handler om heksen Grumse og hendes datter Grete. Begge er de lige grufulde og onde, men også ensomme fordi ingen tør vove sig i nærheden af dem. Selv roserne tør knap nok gro. For at dulme ensomheden åbner de en café, men uheldigvis kan ingen af dem dy sig for at anvende lidt trylleri på kunderne, som snart alle bliver skræmt bort. Grete beslutter derfor at trylle dem begge søde til evig tid. De åbner dernæst en dyreklinik, hvor de tryller alle dyrene tilbage til deres normale skikkelser. Alle er glade og lykkelige, og selv roserne begynder at gro igen. En forunderlig og fantasifuld historie, som underbygges af billedernes særlige stemning. De udstråler underfundighed og er charmerende i al deres grimhed. Stregen er enkel, men billederne rummer mange finurlige detaljer, der både støtter og udvider historiens univers. Oplæsning fra 5 år.


The libraries' assessment

d. 10. Nov. 1998

By

By

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 10. Nov. 1998

Heksen Grumse og hendes lille Grete bor på et bjerg. De keder sig og åbner en cafe, men laver så mange heksekunster med gæsterne, at de selvfølgelig holder sig væk. En ræv får halen sat på hovedet, post Petersen forvandles til en fugl og kragerne får bananvinger. Alt bliver igen trist og kedeligt, indtil Grete finder på at de skal trylle hinanden gode og åbne en dyreklinik. Her får de lejlighed til at gøre skaderne gode igen og mere til: alverdens forheksede og syge dyr kommer for at få hjælp. Pija Lindenbaums skæve humor har før udmøntet sig i små perler som Else Marie og minifædrene (1991). Grumses cafe er tegnet i hendes karakteristiske stil med groteske personer, der først gennem tekst og handling forlenes med menneskelige følelser og egenskaber. Det skaber udvikling og dynamik, så de skrækkelige hekse, Grumse og Grete, ændrer sig til fine væsener i et forbilledligt samspil mellem teksten og illustrationerne, der supplerer humoren med de fantasifuldt forheksede dyr. Et eventyr om at der er mening i at være god. En god billedbog om at finde meningen med tilværelsen. Til oplæsning og samtale i 0. - 2. klasse.