I en kvistlejlighed i Tunøgade i Århus bor 7-årige Gry med sin mor og far, Bertha og Egon. De arbejder som halvdags-kontordame og langturschauffør. Bertha venter et barn, og en dag på gaden måBertha og Gry skynde sig hjem i taxa, fordi barnet er ved at komme. Hjemme får de hentet, hvad Bertha skal bruge, Gry anbringes hos fru Frandsen i stuen og Bertha bliver sendt med ambulance tilhospitalet. Da Egon kommer hjem, tager han og Gry derhen. De går gennem lange gange med patienter, før de finder Bertha på et badeværelse. Mellem veerne hygger de sig og snakker om barnet, der skalkomme, indtil en sygeplejerske kommer og siger, at børn ikke må være på fødeafdelingen. Så må Gry vente i venteværelset, mens Egon er hos Bertha og af og til kommer og fortæller, hvordan det går.Så er lillebror født, Gry ser ham gennem en glasrude og tager midt om natten hjem sammen med Egon for at fejre begivenheden sammen med gode venner. God, lille bog i Husets Forlags børnebogsserie,der udramatisk ogneddæmpet fortæller om en fødsel oplevet fra barnehøjde. Den berører også nogle af urimelighederne i vores samfund, peger på positive alternativer, men er for idylliserende i sinfamilie- og klassebeskrivelse. - Gode, levende sort/hvide tegninger af Bodil Nygård. Børne- og skolebiblioteker fra 6 år. Selvlæsning fra 3. klasse.