Et indbydende renæssancemaleri af musicerende engle pryder omslaget til bogen, som tilhængere af klassisk musik vil sætte pris på.
Peter Dürrfeld, der er kyndig forfatter til bl.a. adskillige værker om klassisk musik, præsenterer læserne for 14 værker fra det klassiske repertoire, hvor han selv oplever at møde der guddommelige. I tid strækker udvalget sig fra Bach og Händel og til Arvo Pärt, der fik sin Credo uropført i 1968, og de guddommelige oplevelser kan være højdepunkter i passionshistorierne, eller oplevelsen af det guddommelige i Beethovens beskrivelse af naturen i Pastoralesymfoni. Dürrfeld beskriver sine yndlingsværker med entusiasme og stor indsigt. Hans analyser kan læses uden særlige forudsætninger, og han giver læseren anbefalinger af gode indspilninger.
For en del af værkernes vedkommende kan man også finde det religiøse aspekt omtalt i serien Bibel og musik fx Niels Holger Petersens Händel - Messias : originalteksten med dansk oversættelse : baggrund og fortolkning, 2004.
Interesserede i klassisk musik vil vide at sætte pris på Peter Dürrfelds velskrevne og vidende analyser af musikstykker fra det klassiske repertoire, hvor han oplever et guddommeligt nærvær.