Forfatteren er kendt fra mange børnebøger samt serierne om Pontus og om Josefine, samt for sit samarbejde som medforfatter og illustrator med Måns Gahrton i serierne om Rosa, Målløse United og Eva & Adam. Det er således en erfaren formidler for børn og unge, der her er på pisten med første bind i endnu en serie. Hovedpersonerne er de to wannabe snowboardnørder David og Jocke. De har arbejdet hårdt for at spare sammen til de flotteste snowboards, men bor i et område af Sverige, hvor der sjældent er sne. Redningen er nær. Der kommer sne, og de falder i med Noa, som både er god til at forfalske liftkort, lidt bedre end de to "snebrødre" på et board og ikke mindst så har han en østrigsk kusine, der næsten er på det østrigske snowboardlandshold. De uheldige helte og klumremikler har attituderne og viljen i orden, men er (endnu) ikke de bedste på et snowboard. Det er der kommet en sjov bog ud af med vinkler på det at ville og kunne, venskab, spirende kærlighed - og bare det at vokse op og blive (lidt) klogere. Historien er fortalt i et flydende og mundret sprog, der klart vil appellere til målgruppen af (især) drenge fra 11-12 år. Normalt skal man holde sig fra at spise gul sne, men ikke i denne bog, og normalt er det svært at spå om en bogs succes, men jeg vover alligevel at mene, at den vil nå samme store målgruppe, som andre af forfatterens bøger i kraft af sin humor og sit sprog.