Farverigt, men ikke kulørt, handlingsmættet, men med helt utroligt godt styr på de mange tråde, fører Isabel Allende os i denne spændende magisk-realistiske fortsættelse til Uhyrernes by fra 2002 til Himalaya. Hovedpersonerne er stadig californiske Alexander Cold på 16 år og brazilianske Nadia Santos på 13, på rejse med Alexanders journalist-farmor Kate Cold fra International Geographic. Scenen er det lille kongedømme Det forbudte Rige tæt på Yetiernes område og med den mystiske og eftertragtede Gulddrage, som kun kongen og hans søn kan udnytte til at fortælle om fremtiden. Den unge kronprins Dil Bahadur og hans mentor Tensing forsvarer sammen med de øvrige kongen og hans drage mod onde anslag fra verdens næstrigeste mand, Samleren. Sproget er vidunderligt, og handlingen udfolder sig stramt styret og kliner læseren til siderne og mødet med de onde skæggede mænd fra Skorpionsekten og Samlerens snedige og højt betalte agenter. Gulddragens rige kan læses uafhængigt af første bind, Allende opsummerer nemlig handlingstråde fra tidligere, så vi atter får baggrunden for Alexanders totemdyr, Jaguaren, og Nadias Ørn, begge med en aktiv rolle også i denne bog. Voksne Allende-fans behøver ikke holde sig tilbage, og unge ned til 15 år kan dykke med ned i et fascinerende univers. Et nummer bedre end etteren fører til øgede forventninger til den 3. Pygmæernes skov. Flot og dækkende ydre.