Målgruppen er bred: idrætsinteresserede, undervisere og opdragere, folk med ansvar for og lyst til træning af alle typer, samt alle øvrige der er nysgerrige efter at vide, hvad der giver vindere. Bør formidles bredt og som bl.a. Ankersens øvrige bøger.
Ankersen har i 3 tidligere bøger skrevet om sin forskning i ledelse, succes, personlig udvikling, opdragelse af vindere, idrætspsykolog og tilgrænsende emner. I denne nye bog udbygger han sine synspunkter på baggrund af undersøgelser af de markante resultater for sydkoreanske golfspillere, kenyanske og etiopiske løbere, russiske tennisspillere, brasilianske fodboldspillere og jamaicanske sprintere. Disse 5 "guldminer" i international sport beskrives enkeltvist, samtidig med at de generelle tendenser fremhæves. I velskrevet og velargumenterende stil fremlægges fascinerende oplysninger - og han formidler nyttig viden, der med fordel kan bruges på andre felter end sport også.
Bogen fortsætter stilen fra Ankersens andre bøger især Opdragelse af en vinder og En vinders DNA og videreudvikler synspunkterne herfra - baseret på forfatterens egne erfaringer og undersøgelser, samt på udenlandske værker.
Grundig og interessant beskrivelse af 5 "hotspots" i internationalt idrætsliv som eksempler på, hvor hvordan man bliver god til sport - og til andet, der kræver en træningsindsats. God opfølgning af tidligere bøger og interessant læsning for en bred målgruppe. Et helt specielt forfatterskab i Danmark og en bog på internationalt niveau.