Gummi T, 2012, er en 3D-animationsfilm for børn, fra cirka 5 år. Filmen bygger på Ole Lund Kirkegaards børnebog Gummi-Tarzan fra 1975, som allerede er en del af det danske arvesølv. Gummi T kan derfor formidles som en levende illustration. Og den er også interessant at sammenholde med Søren Kragh-Jacobsens filmversion fra 1981, som den er inspireret af.
Ivan Olsen er faktisk ikke god til noget som helst og kan slet ikke leve op til sin fars idol Tarzan! Far må simpelthen konstatere, at Ivan blot er en sølle "Gummi Tarzan"! Som da også mobbes i skolen og jævnligt får buksevand! Men en dag møder Ivan en heks, som tryller ham om til den bedste til alting! Ivan vil dog helst være en ganske almindelig dreng! Instruktøren Michael Hegner har også været med på animationsselskabet A-Films store satsning, tegnefilmen Hjælp! jeg er en fisk, 2000, og 3D-eventyret Den grimme ælling og mig, 2007. Gummi T kan visuelt sammenlignes med sidstnævnte.
Far er i den nye film coach og får megasucces som superstjerne og mediefænomen. Der er altså tale om en opdatering i forhold til bog og film anno 1975 og 1981. Hvilket også gjorde sig gældende med Orla Frøsnapper, 2011. Der er generelt en smuk symbiose mellem Kirkegaards bøger og filmatiseringer. De oprindelige fem film med skuespillere af kød og blod gjorde med deres magiske realisme Danmark til foregangsland på børnefilm området.
Godt og børnevenligt bud på en ny version af en kendt og elsket historie.