En bog til kreative sjæle der ønsker at lave smykker og tasker af alternative materialer. Umiddelbart er bogens tasker især for voksne, mens smykkerne både kan laves og bruges af børn og voksne.
Britt Jørgensen har både arbejdet med børn og voksne og er uddannet sløjdlærer. Bogens modeller viser hendes forkærlighed for genbrug. Der er grundig vejledning i tekst og billeder, så læseren føres godt igennem modellerne, der blandt andet byder på flet. Bogen er en straight brugsbog med vejledning i teknikker og billeder af processen og det færdige resultat. Flot og indbydende layout.
Britt Jørgensen har tidligere skrevet Gummi og genbrug samt Gummi - tasker, kurve og krukker. Fokus er denne gang på smykkerne og grundmaterialerne er igen traktorslanger og cykelslanger; i nærværende bog suppleret med bassinfolie, cykeldæk, skind, pels og metalbånd.
En flot bog med grundig vejledning i at lave smykker og tasker i alternative materialer, som nok skal blive lånt ud ligesom forfatterens tidligere bøger.