Bogens første del handler om whiskyens historie, de skotske whiskyregioner, fremstilling, smag og typer. Herefter går man over i en guide over 86 destillerier i hvert sit opslag med generel information m.m. og evt. besøgsmulighed, et flot farvefoto fra lokaliteten og en flaske med hovedaftapningen ledsaget af et særdeles anvendeligt skema med bedømmelse efter 12 kriterier: fylde, sødme, røg, tobak, blomster etc. Destillerierne er derudover opdelt i 10 hovedgrupper efter smagsprofil, så læseren ud fra sine yndlingskaraktertræk nemt kan udvælge en kommende flaske til ønskesedlen mhp. udbygning af barsortimentet. Netop i klassifikationen efter smagsgrupper og i overskueligheden ligger for mig bogens styrke. Hertil kommer en fin kombination af generel oplysning og decideret guidefunktion, samt at værket er utroligt indbydende mht. sidearkitektur og udstyr. Dog savner jeg den bedømmelse af de mange aftapninger og kvalitetssammenligningen destillerierne imellem, som findes i Jacksons fine mere omfangsrige Maltwhisky (04/43). Wisharts værk er en fin generel og lidt videregående indføring i det populære emne, som er yderst velegnet i biblioteker, hvor interessen er mere behersket, mens man mht. guide bør supplere med Jackson, hvor efterspørgslen er stor.