Så bliver det ikke hverken større eller flottere, når det gælder verdensatlas. Det er 3. udgave af The Times atlas of the world, der er bearbejdet til danske forhold, oversat og redigeret af redaktionen bag Den store danske encyklopædi. 2. udgaven er fra 2001. Alle 178 kortsider er nu reviderede, og naturligvis er der også et kort over Danmarks nye kommuner og regioner. Det indbydende atlas, der virker fortrinligt til opslag er i 3 dele. Første del er en faktadel med information om alverdens lande, satellitoptagelser af geologiske forhold og vegetationsforhold for hver verdensdel, temakort, viden om jordens klima og om solsystemet og en statistikdel. Der er også bykort med de vigtigste veje og institutioner i 46 af verdens største byer. Anden del er så selve kortdelen, 178 kortsider med mange detaljer. 3. del udgør registret til opslag på ca. 100.000 stednavne og henvisninger fra forældede eller alternative navneformer. Forlaget udgiver også Gyldendals verdensatlas, der selvsagt er mindre i format, og som bygger på et andet udenlandsk atlas, Collins world atlas, men som ellers også er et rigtigt godt atlas. Men i dette nye store atlas synes det hele bare lidt større og lidt flottere. Oplagt til opgavebrug og som inspiration før en rejse ud i den store verden.