Håndbogen er Gadeteamets (Ydre Nørrebro) bidrag til debatten om gadeplansarbejdets organisering og anvendelsesmuligheder. Den henvender sig til kommunale ledere med dette ansvarsområde og frontmedarbejdere, der udfører arbejdet i praksis. Endelig kan den bruges i forbindelse med opgaveskrivning for pædagoger og lignende uddannelser og af enhver med interesse for emnet.
I Københavns Kommune har Gadeteamet på Ydre Nørrebro udviklet en særlig model for, hvordan man på tværs af institutioner og faggrupper kan udføre socialt opsøgende arbejde blandt børn og unge. Deres indsats er helhedsorienteret, idet teamet består af lærere og pædagoger fra bydelens skoler og klubber samt uddannelsesvejledere. Disse har samarbejdspartnere i en række foreninger og organisationer, som derved kommer til at danne et netværk af muligheder for at bygge bro til relevante tilbud. Bogen er opdelt i 3 hovedkapitler, hvor der gives metoder og redskaber til hhv. organisering, fælles faglighed og kriminalpræventiv indsats på gadeplan. Indimellem gives øjebliksbilleder, som dels giver autenticitet og dels viser, at arbejdet er nødvendigt og nytter. Bogens forfatter er organisationskonsulent og har ydet faglig sparring til Gadeteamet igennem 2 år.
Bogen er særdeles velkommen, idet der ikke findes andet i bogform om dette emne bortset fra et par småskrifter også af helt ny dato.
Fin og anvendelig håndbog om en, i mange byer, meget nødvendig tværfaglig social indsats overfor udsatte børn og unge på gadeniveau.