Kvinders onani er typisk forbundet med en vis portion skam, men giver også et helt privat frirum, der øger den seksuelle selvindsigt. I 18 personlige beretninger vises mangfoldighed og fællestræk til oplysning og inspiration for kvinder og deres partnere.
Hvorfor opfatter kvinder deres lyst til at dyrke sex med sig selv som mere privat og skamfuldt, end når de har sex med en partner? Forfatteren søger svar hos 18 forskellige kvinder i alderen 18-83, der anonymt fortæller åbenhjertigt om deres oplevelser og erfaringer med onani fra tidlig alder til nu. Der findes mange måder at nyde sig selv på, med eller uden rekvisitter og stimuli fra porno. Mangfoldigheden kommer til udtryk i beretningerne, en enkelt har endda lindret fødselssmerter ved at onanere sig til orgasme. Mellem beretningerne er der guides til forskellige teknikker og hjælpemidler.
Bogens grafiske æstetik er Matisse-agtigt indbydende, og de sobre tekster er personligt beskrivende og ærligt reflekterende. Man får indsigt i kvinders mangfoldige sexliv med sig selv og hvilke formål, den private nydelse tjener. I de yngste kvinders fortælling ses håb for at skammens slør er ved at falde til fordel for en mere fri og åben tilgang til solosex.
Emnet er primært henvist til et enkelt kapitel i almene seksualvejledningsbøger og bøger om kvinders seksualitet. Siden Betty Dodsons Onani fra 1993 har der ikke været udgivet bøger, der udelukkende handler om kvinders onani. 20279907.