En let tilgængelig fortælling om konsekvenserne af borgerkrigen i Columbia, som kan formidles til læsere af realistiske og dokumentariske samfundsromaner.
Den pensionerede lærer Ismael Pasos bor med sin kone Otilia i den lille columbianske bjerglandsby San Josè. Romanen indledes med hans tanker om sit nuværende stille liv, hvor hans største fascination er at plukke appelsiner og samtidig udspionere den nøgne solbadende nabokone. Dette fredsommelige liv ændres afgørende, da borgerkrigen kommer til byen og Otilia forsvinder. Guerillaen indleder et dramatisk angreb imod de paramilitære styrker, hvorunder landsbyboerne enten skydes eller flygter. Ismael vil ikke forlade byen uden sin kone og bliver vidne til en by i opløsning med skyderi og vold mod alle uskyldige beboere. Den ensomme mand fortæller om sine oplevelser, mens han vakler rundt i en uforståelig virkelighed fyldt med hallucinationer omkring en skønhed, der afløses af grusomhed. En dokumentarisk stemningsfyldt beretning, der viser konsekvenser af krig uden stillingtagen til de politiske grupper bag borgerkrigen,.
Forfatteren (f. 1958) har skrevet en række prisbelønnede romaner, og dette er den første på dansk. Romanen kan sammenlignes med romaner i serien En varm bog udgivet af ALOA.
En aktuel roman om en borgerkrig, der stadig finder sted mellem væbnede grupper uden moral og menneskelig forståelse. En smuk, fængslende og dramatisk fortælling der levende beskriver en håbløs krig, som rammer de uskyldige.