Til læsere af alternative skildringer af historiske personer. Humoristisk roman der eksperimenterer med tanken om, hvordan det ville være, hvis Hitler levede i dag.
Hitler dumper forvirret ned på en byggeplads i Berlin i 2011. Han kan svagt huske, at han sidst befandt sig i førerbunkeren. Omstillingen til livet i det 21. århundrede er ikke ligefrem nemt, men ved lidt af et tilfælde bliver Hitlers komiske talent spottet, og han bliver derfor involveret i et reality tv-show. Medierne er vilde med den aparte særling med de rabiate holdninger, og seertallene bare vokser og vokser. Således er scenen sat i Timur Vermes roman, der har chokeret og alligevel er blevet er blevet en bestseller i Tyskland. Vermes skildrer på fin vis, hvordan masserne kan bedrages af en klog og udspekuleret person. Vermes skriver humoristisk og karikeret, hvor historien bliver fortalt fra Hitlers synsvinkel. Bogen forudsætter et ret stort kendskab til Tyskland under og efter 2. verdenskrig, og på trods af et personregister bagerst i bogen, er mange af de personer der bliver nævnt i bogen ukendte for de fleste danskere.
Andre komiske skildringer af Hitler og nazismen, på dansk, findes i tegneserien Adolf, 2001 og i Macht und Rebel, 2003. Derudover findes følgende biografiske romaner om Hitler Slottet i skoven, 2007, To dage i juli, 2002. De er dog begge mere alvorlige og ikke satiriske skildringer.
En kontroversiel og sjov bog, der dog forudsætter et stort kendskab til tysk historie.