Den lille kvadratiske billedbog fortæller om julenat set gennem en lille drengs øjne. Den kan læses højt for børn fra 4-8 år og kan evt. bruges som kalendergave.
Forfatteren har bl.a. skrevet salmer og børnebogen Balladehistorier, 2010. Illustrator er billedkunstner og med i Sensuelle ordbilleder, 2010. En lille dreng fortæller. Hans mor ejer i Betlehem et hotel, der den nat er fuldt belagt. Drengen ligger i sin seng. Midt om natten banker det på. Josef og Maria beder om en seng og får lov at sove i stalden. Pludselig oplyses alt af en stor stjerne. Drengen, hans mor og hyrderne møder englene, der fortæller at Jesus er født. Sammen besøger de stalden og drengens angst for det farlige, symboliseret ved hyrderne, forsvinder. Drengen fortæller i et enkelt sprog, der udstråler ro og sensibilitet. Illustrationerne har egen kunstneriske og ekspressive udstråling. Ved første indtryk virker de ikke specielt rettet til børn, giver man dem tid, åbner de sig for en. De er malet i blandingsteknik, collager af tryk, skitser og oliemaling. På forsiden beder Josef og Maria om husly.
Nelson & juleevangeliet, 2010 er fortalt i en nutidig ramme. Møllehaves Historien om julen, 1991 og 2008 er mere traditionel. Begge er også til de 4-8-årige. Bedømte bog fortæller en del af juleevangeliet.
Det kan være problematisk at fortælle juleevangeliet på en anderledes måde. I dette hæfte, hvor tekst og illustrationer har deres egen stemning og udtryk, er det lykkedes.