Tobias' mor giver mormor og morfar strenge instrukser om ikke at fortælle røverhistorier til Tobias, mens han er på sommerferie, slet ikke om Havmanden. Men historien om Havmanden er netop den de disker op med, for hvordan skal Tobias ellers forstå, at han ikke må gå alene til vandet? Da de alle næste dag med fætter Peter-Karl oveni tager på fisketur, er Tobias den eneste, der fanger noget, Havmanden! En rigtig boomeranghistorie, for mens de tidligere overmodige fiskere & historiefortællere sidder skrækslagne i sofaen og beskæftiger sig med normale sommerferiesysler, (tegneserier og matadormix), må Tobias tage sig af den "farlige" Havmand i skuret. Morten Nobel er ny illustrator og hans tegninger ligner ikke noget, vi har set før. Skitseprægede, super enkle illustrationer med rødder i de tidlige børnetegningers udtryk, flade personer med store hoveder, næser, øjne og tænder. Proportionerne er ude af trit, men talende munde, lange arme og farver, der nærmest er kastet og tværet på, skaber masser af udtryk, bevægelse og dialog med teksten. Blot er det lidt blegt og gråt denne sommer i Nobels univers. En sød og sjov lille historie om bedsteforældre, der kløjs i pædagogikken, og hvor barnet er den handlekraftige og kloge, ganske som de kan li det, læserne fra 4 år Jeg kan også!.