Den friske og bramfri stil vil nok ikke tiltale alle, og bogen er primært for et yngre publikum (16-25). Kan med fordel anbefales til den mandlige læser.
Søndergaard (f. 1980) er forfatter og standup'er, og har tidligere udgivet de velanmeldte ungdomsbøger Kære dødsbog og Proforma. Med sin nye og måske lidt mere voksne bog, spidder hun med stor indsigt den voksende gruppe af rodløse unge i samfundet. 21-årige Thor skal træffe et valg mellem et liv med stoffer i udkantsdanmark eller som udsendt soldat. Valget falder på det sidste, og over 6 måneder følger vi nu Thors genvordigheder som soldat i det krigshærgede og trøstesløse Afghanistan. Vi hører om kammeratskabet, det trivielle lejrliv, kampene med Taliban, men også om livet før udsendelsen. Alt sammen fortalt i en levende og ungdommelig stil, som hele tiden veksler mellem humoristiske bemærkninger og lidt dybere refleksioner. Historien er lyksaligt befriet for politiske diskussioner og er mere et portræt af en generation uden tro på noget, som Thor selv udtrykker det: "Er vi virkelig nødt til at slå ihjel for at bevise, at vi selv er i live?". Søndergaard har flere gange optrådt for soldaterne i Afghanistan, og man mærker i den grad, at hun har styr på miljøet og jargonen, hvilket tilføjer den fiktive handling en god portion autenticitet og øger læseoplevelsen.
Jeg er en hær og Danskerheld er andre romaner om livet ved fronten.
Søndergaard har begået en rørende, humoristisk, og særdeles vedkommende bog.