Helligdage

Troubadouren og rocksangeren Falch har som sangskriver bl.a. sin store styrke i at kunne gøre det nære og private almengyldigt. Desværre kan man ikke sige det samme om hans dagbog, der dækker perioden mellem bandturneerne i somrene 1999 og 2000 – en periode, der afbrudt af en soloturne, skal bruges til at skrive nye sange. Ganske vist får vi et godt indblik i sangskriverens metoder, op- og nedture og det er også garneret med tilbageblik på en lang karriere med lidt guf for rockarkæologer, men indhyllet som det er i dagligdagen på det sydsjællandske landsted og især Falchs skiftende held i en lang kamp mod smøgerne gør, at helhedsindtrykket bliver for privat og uvedkommende. Der er mange forsøg på med litterære referencer og funderinger over vor generation, der absolut er yngre indeni end udenpå, men på mig virker de holdninger og kommentarer, der i en koncertsituation som fx den indlagte soloturne kan være befriende åbenhjertige ikke grundigt nok gennemarbejdede til at kunne holde i bogform.

Read the full assessment