I serien Sommerfugl er der nu i alt kommet 4 bøger. Denne veloplagte bog for piger handler om Ellie og hendes problemer med skolen, med familien, med veninderne og med det andet køn. Formen er en jeg-fortælling, hvor hvert kapitel indledes med 7 et eller andet: 7 vigtige beslutninger, 7 drømme, 7 fester osv. Man får et rigtig godt portræt af en pubertetspige, der gerne vil i gang med voksenlivet, men som også er skræmt ved tanken. En pige, der er utilfreds med sig selv og sit eget, men som efterhånden udvikler sig og ser, at verden ikke er sort eller hvid. Til sidst kan Ellie endog gøre fælles sag med sin stedmor. Betragtningerne og tonen i historien minder lidt om Lena Eilstrups Mig (senest 1999). Bogen har et dramatisk højdepunkt, hvor en venindes alt for voksne kæreste afsløres som en rigtig bandit. Vi kender forfatteren fra Miranda regnbue (99/16). Den muntre, dialogfyldte historie vil blive revet væk af piger fra 5.-6. kl. Omslagstegningen er af Lise Arildskov Rasmussen og viser Ellie og hendes to hjerteveninder i fortrolig samtale.