Jojo Moyes' varemærke er underholdende og fascinerende kærlighedsromaner, hvor siderne vender sig selv. Således også i dette tilfælde, hvor der vil være et stort kvindeligt publikum.
Der er to krydsende spor i romanen: Frankrig 1916, hvor den unge kvinde Sophie med sin søster driver et hotel i provinsen, efter deres mænd er kaldt til fronten. Sophies mand er kunstmaler, og hun savner ham forfærdeligt, men heldigvis har hun et af hans malerier, der holder hende oppe. En tysk kommandant kaster sin kærlighed på såvel Sophie som maleriet, hvilket får fatale følger. I London 2006 sørger den nogle og trediveårige Liv over sin pludseligt afdøde arkitektmand, ligesom hendes økonomi vakler. Heldigvis har han efterladt hende et gammelt fransk maleri, der holder hende oppe, og heldigvis støder hun ind i en charmerende mand ved navn Paul. Ved et tilfælde opdager Sophies efterkommere eksistensen af maleriet, og assisteret af et firma, hvor chefen hedder Paul, kræver de det tilbage.
Aldeles charmerende og velfungerende underholdningsroman. De to spor og måden, der bliver krydsklippet, giver et fint drive og gør, at man hele tiden lige må læse lidt videre.
Jojo Moyes (f. 1969) har med sine nu seks romaner på dansk et solidt tag i læsere af romantiske underholdningsromaner. i 2014 udkom den lille Honeymoon i Paris, der er en slags forhistorie til "Hende du forlod," men man behøver ikke at have læst den først.