Den finsk-svenske skuespiller Stina Ekblad fortæller om sit liv som skuespiller og om sin store kærlighed til digte. For læsere af biografier med stor fokus på poesi, teater og skuespil.
Bogen er delt op i fem afsnit: pige, teenager, kvinde, mor og gumma. Stina vokser op med overbevisningen om, at hun skal være forfatter og digter. Men på et ophold i Danmark på Ryslinge Højskole finder hun ud af, at det er skuespillervejen hun vil gå, og at uddannelsen skal tages på teaterskolen i Odense. Hun har siden medvirket i bl.a. Krøniken og Borgen. Hun fortæller om sin karriere, hvordan det var at blive mor i en alder af 37 år, og om hvordan det nu er at være "gumma" (groft oversat til "gammelkoneroller"). Bogen er bygget op kronologisk med udgangspunkt i digte og tilsat uddrag fra hendes dagbøger. Bogen er illustreret med fotos.
Det er en meget poetisk og associerende, men stadig kronologisk beskrivelse af forfatterens liv og karriere. Bogen har et smukt layout med farvede sider, poesi og dagbogscitater i hver deres typografi. Mange af digtene er ikke oversat til dansk, hvilket kan hæmme læseoplevelsen.
Mit liv, min linedans fortæller også om livet og karrieren for en stor (dansk) skuespillerinde.