For læsere af romantiske dameromaner tilsat et stænk spænding.
Phoebe MacNamara, rødhåret, grønøjet, egenrådig, temperamentsfuld, er en højt estimeret gidselforhandler ved politiet i Savannah. Hendes bane blev udstukket, da hun som barn blev holdt som gidsel sammen med sin mor og lillebror. Da hun møder rigmanden Duncan med den lækre bagdel, slår det gnister, men hun tør ikke rigtigt involvere sig, for hun har ansvaret for en lille datter og en agorafobisk mor. Selvfølgelig viser charmerende Duncan sig at rumme gedigne kvaliteter, og han har ingen problemer med at tage dem med i købet. Dertil kommer en hævngerrig person, der chikanerer Phoebe. Truslerne eskalerer, men alt ender som det skal i en kulørt dameroman. Personerne er stereotyper, handlingen noget langtrukken, og spændingen er behersket i de første kapitler, men dialogerne fungerer, gidselsituationerne er tilfredsstillende beskrevet, og bogen leverer uforpligtende underholdning på genrens præmisser.
Nora Roberts' læsere vil ikke blive skuffede, for bogen er helt i stil med hendes øvrige romaner.
En veldrejet, kulørt dameroman med rigtig meget romantik tilsat en smule sex, og med et noget sendrægtigt plot, der kulminerer i en dramatisk gidselsituation.